Regeringen har besluttet, at en del af de indefrosne feriepenge frigives pr. 1/10, så det forhåbentligt bliver et bare lidt gyldent efterår for dansk økonomi. Vores politikere forsøger med dette tiltag, at skubbe gang i det danske erhvervsliv ovenpå Corona-nedturen.
Alle, der ønsker deres indefrosne feriepenge, kan søge om at få udbetalt op til tre ugers indefrosne feriepenge. Ansøgning om udbetaling kan ske fra starten af oktober måned til den 1. december 2020.
Det er frivilligt, om man vil have udbetalt de indefrosne feriepenge. Beder man ikke om at få udbetalt feriepengene inden den 1. december 2020, bliver beløbet indsat i FerieFonden og automatisk udbetalt, når man bliver folkepensionist eller hvis man inden da forlader arbejdsmarkedet og beder om udbetaling af feriepengene.
Udbetaling af feriepengene beskattes som almindelig indkomst. Hvor meget du får udbetalt, er individuelt og er beregnet ud fra din indkomst. Beløbet vil ikke blive modregnet i andre offentlige ydelser.
Ansøgning om udbetaling af feriepengene skal ske digitalt via borger.dk ved brug af NemID.